Efter at have henslæbt 25 år adskilt som en spaghetti-agtig samling af blå, halvrustne rør
på en gård ved Nykøbing Sjælland og ca. 3 år i Allerød Tennispark er skulpturen ”Amfora” (græsk vase) nu genopstået i Skulpturparken-Allerød. Her har kunstneren Gunnar Palander fra Sydfrankrig huseret som et utraditionelt islæt de sidste 4 uger assisteret af mange hjælpere (smede, ingeniører, svejsere, tømrere samt frivillige fra Allerød Tennisklub). Torsdag d. 16. maj var værket fuldbragt, hvilket blev fejret ved en festlig sammenkomst i klubben i forbindelse med ”Torsdags Open”. Her blev en tydeligt rørt Gunnar Palander samtidig udnævnt til æresmedlem af Allerød Tennisklub af formand Morten Fritz Rasmussen. Det 6-7 m høje kunstværk, hvis ”genfødsel” er finansieret alene af kunstneren selv, lader sig nu beskue i sin nymalede, gule konstruktion bag bane 3. Der resterer dog nogle detaljer, og Gunnar Palander returnerer til Allerød i august-september for at færdiggøre dette.
Jørgen Warberg