Allerød Tennisklubs ældste medlem, Olaf Krarup, sponserer skilte til Skulpturparken-Allerød

Skulpturparken-Allerød har siden starten i 2015 manglet skilte ved parkens nu i alt 12 store skulpturer. Denne mangel er nu afhjulpet, idet Allerød Tennisklubs ældste medlem, Olaf Krarup (93 år), med et flot sponsorat har bekostet opstillingen af skilte ved alle 12 skulpturer. De informative skilte, der er udført i rustfrit stål, vil blive hilst velkommen af de mange besøgende, som dagligt færdes i skulpturparken, der udgør en integreret del af Allerød Tennispark.

Sponsoratet blev fejret onsdag d. 27. juni 2018 af en glad skare tennisspillere, der samledes omkring Olaf Krarup ved den japansk/danske billedhugger Jun-Ichi Inoue´s flotte skulptur "Hexagon" og hyldede den generøse sponsor. Skiltene vil i løbet af kort tid blive anbragt ved de respektive skulpturer.

Jørgen Warberg

 

Live tennis resultater indenfor ATP, WTA og andre turneringerhttps://www.flashscore.dk/tennis/